Af Stig Bergendorff
I Tár, skrevet og instrueret af Todd Field, følger vi den verdenskendte dirigent og komponist Lydia Tár (Cate Blanchett) på toppen af sin karriere. Som vinder af både Emmy-, Grammy-, Oscar- og Tony-priser har Társ bedrifter sikret hende medlemskab i den eksklusive EGOT-klub, og i hendes stilling som chefdirigent for de hæderkronede Berlinerfilharmonikere står hun nu over for at fuldende sin indspilning af Gustav Mahlers samlede værker.
Tár hyldes for at være en kvinde, der har opnået succes i en ellers mandsdomineret verden. En kvinde, der er anerkendt for at være stået frem som lesbisk, og en succes, der har gjort hende i stand til blandt andet at stifte mentorprogrammet Accordion, som støtter lovende, kvindelige musikere.
Som filmen skrider frem, afløses de skønne toner af Mahler imidlertid af en kakofoni med dunkle mislyde; en tilsyneladende uundgåelig hybris. En enerverende dørklokke, en tikkende metronom og et gennemborende skrig er blot nogle af de lyde, der manifesterer sig som forstyrrende elementer for både den yderst lydfølsomme dirigent, men også seeren.
Noget lurer under den perfekte overflade; noget der truer med at ridse lakken på Társ grandiose image. En tidligere proteges selvmord sættes i forbindelse med hende, og starter samtidig en lavine af afsløringer.
Fra filmens spæde start fortryller Blanchett med en overvældende præstation lige så gennemborende, som den dirigentstok hun svinger. I en perfekt balanceret rolle, med både skarpt leverede replikker og et malende kropssprog, formår hun at portrættere den dybt indøvede, manipulerende, foragtende og paranoide verdensstjerne; både når hun står på- og falder fra succesens høje tinder.
I søndags modtog Blanchett sin fjerde guldmaske ved dette års BAFTA og ligner samtidig det mest sikre bud på en Oscarvinder på tværs af prisuddelingens mange kategorier. I forberedelserne til filmen har den hæderkronede skuespiller, foruden at svinge dirigentstokken, samtidig tillegnet sig overbevisende tyskkundskaber og troværdige klaverevner.
Selvom Blanchett udgør en kæmpe andel af Társ udtryk, skal filmen dog også ses for sine andre meritter, som tilsammen har indbragt hele seks Oscarnomineringer – heriblandt for årets film.
Et skarpt manuskript og imponerende kameraføring resulterer i en helstøbt fortælling, der tager sig god tid. Long takes pryder filmens første akt. Og nej. Brugen af dette greb er ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel. I Tár er det dog intet mindre end betagende, når de lange og dialogtunge indstillinger både rummer sikkerhed og usikkerhed; ro og uro; stoisk balance og hektisk anspændthed.
Foruden hovedrollen er filmens mindre bærende roller også stærk besatte. Her skal blandt andet franske Noémi Merlant fremhæves i rollen som Társ stærk underkuede og skrøbelige assistent Francesca, men også den skuepilsdebuterende britisk-tyske cellist Sophie Kauer (Olga) og tyske Nina Hoss (Sharon), der spiller Társ kæreste og førsteviolinist i symfoniorkesteret.
Til sidst skal der lyde en stor opfordring til at se Tár på det store lærred. Særligt de diegetiske fortolkninger af klassiske symfonier samt det knugende baggrundstæppe af Hildur Guðnadóttir fortjener fuldstændig hengivenhed.
Kommentarer